Generalforsamling SCM 2018 referat

Stevns Cykel Motion Generalforsamling 11. marts 2018 – Referat

Dagsorden:
1. Valg af dirigent – Dan Rasmussen blev enstemmigt valgt

2. Valg af stemmetællere – Hanne Köcher og Anne Marie Hansen blev valgt

3. Formandens beretning – Formandens beretning marts 2018
Ja så sidder vi her igen og spiser morgenmad. Et år et igen gået og det er endda gået stærkt, men der er alligevel sket en del ting, siden vi var samlet til generalforsamling sidst.
Ved sidste generalforsamling fik vi valgt Vibeke til ny kasserer og Michael blev valgt ind i bestyrelsen, efter Bjarne havde lagt ud for kontingent, så han kunne vælges.
April måned startede med meget kulde, men mange trodsede kulden og startede træningen op i begyndelsen af april. Hele sæsonen har mange seje motionister mødt talrigt op. Nogle dage flere end andre, men der er alligevel blevet tilbagelagt rigtig mange kilometer på de stevnske veje.
Den 8. maj havde vi et arrangement ”Kør med go´stil og spred god cykelkarma”. Et særdeles interessant og underholdende indlæg fra DGIs Kim Høse, hvor vi på humoristisk vis blev mindet om, at det er vigtigt at overholde færdselsreglerne, og at passe på hinanden, når vi er ude at cykle. Noget som vi en gang imellem kan glemme, men godt at blive mindet om. Vi havde ca. 10 mand med til dette arrangement.
Den 16. maj havde vi første planlægningsmøde til Stevns Rundt. Det var Bjarnes sidste år som stævneleder og ansvarlig arrangør. Heidi var med, for at blive sat ind i alle forhold omkring planlægningen af Stevns Rundt. Tak til Bjarne, for at du har stået for Stevns Rundt de sidste mange år, og tak til Heidi, at du har mod på at tage denne kæmpestore udfordring op.
Årets sandwichtur gik i år til shelteren bag Feddets campingplads.
Cykelturen dertil var en smuk og fantastisk tur bl.a. gennem kuperede Kongskilde. Solen skinnede, fuglene sang og vandet glimtede blåt, så humøret var højt, da de første ryttere enkom.Det viste sig derefter at der var lidt forvirring angående, hvor vi skulle mødes. Der var nogle, der havde fundet en anden shelter, hvor de ventede; men efter lidt tid lykkedes det at få samlet alle 12 deltagere det samme sted, så vi kunne nyde vores lækre sandwich. Vi må vist erkende at kommunikation er en vanskelig ting.
Få dage senere havde Bjarne inviteret til et møde efter træning, hvor vi snakkede om ruter og andre problemstillinger angående Stevns Rundt. Disse møder kan til tider være ret underholdende. F.eks. når Bjarne inviterer interesserede på en tur i depotet. Det blev dog ikke til noget denne gang, selvom der var interesserede, da hængelåsen til depotet var gået i baglås.
Juni måned var en travl måned, hvor vi udover at have et par medlemmer med til Tour de Præstø, også holdt grillaften. Dagen efter Sankts Hans aften blev der tændt op i grillen og medbragt kød blev grillet og sat til livs sammen med lækkert tilbehør som Sten igen i år havde stået for. Til dessert blev der serveret hjemmebagt kage af Anne- Marie. Igen en hyggelig aften.
Første august løb Stevns Rundt af stablen. Det er et stort arrangement, hvor forberedelserne har været i gang i mange måneder. Det spidser noget til jo nærmere vi kommer på stævnet, og den dag det går løs er der rigtig mange mennesker i gang på pladsen og ud på ruterne. Alle var klar, lige på nær speakeren, der i år havde glemt, at der var Stevns Rundt. Bjarne klarede dog også denne opgave med bravour.
Det var en dejlig sommerdag, solen skinnede, fuglene sang og luften duftede af høst, så alt tegnede til at blive en super aften, alt, på nær vejrudsigten, som denne aften lød på skybrud over Stevns, og det skulle starte præcist samtidig med Stevns Rundt. Det er ikke altid vejrudsigterne passer, men det gjorde det tilfældigvis denne aften! Præcist 5 min før start faldt de første tunge regndråber, som i løbet af ganske få minutter forvandlede sig til det forudsagte skybrud. Og det fortsatte stort set lige til den sidste cykelrytter var i mål! Desværre gav det våde vejr glatte og nogle steder smattede veje med mange punkteringer, så flere måtte udgå. Andre udgik pga. blåfrosne knæ. Et par enkelte styrt gav det våde føre desværre også.
Men til trods for vejret deltog 266 ryttere, så vi fik alligevel et lille overskud, men ikke så stort som vi havde håbet på. Til trods for vejret ydede alle officials og hjælpere deres yderste, så igen i år en stor tak til alle hjælpere. Og Bjarne, helt ærligt….. dit sidste stævne, og så mange års erfaring…… kunne du ikke have organiseret et lidt bedre vejr?
I midten af august måned havde vi et ”Kursus i at rengøre din cykel”12-15 personer var mødt frem til en hyggelig sommeraften, hvor Allan underviste i kunsten at rengøre sin cykel- og ikke mindst, at rense sin cykelkæde -og sætte den på igen. Klubhuset og arealet omkring var blevet forvandlet til et aktivitetsområde, hvor der stod mekanikerstande med cykler, som var skilt ad, vaskebaljer, klude, handsker, værktøj, oliedåser og dybt koncentrerede medlemmer, som havde ærmerne smurt op og snavs på fingrene. Og til sidst strålede cyklerne om kap sammen med deres ejere; alt imens der blev fortalt løgnhistorier fra det virkelige liv. Det var meget lærerigt og ikke mindst hyggeligt. Efter alle anstrengelserne spiste vi en velfortjent aftensmad, flæskesteg og pulled pork med tilbehør, som Allan også havde haft tid til at lave. Tak til Allan.
2017 var året, hvor SCM kunne fejre 25 års jubilæum. En mørk aften i oktober for 25 år siden blev klubben stiftet. Enkelte medlemmer har været med hele vejen. Vi valgte dog at fejre begivenheden i midten af september med en overnatningstur til Møn. Det blev slået sammen med vores sædvanlige ”Tak for hjælpen til Stevns Rundt” arrangement og afslutning på sæsonen.
September blev valgt, så vi stadig havde mulighed for at cykle til Møn. Nogle medlemmer valgte også denne løsning og cyklede den lange vej til Møn. Det var nogle seje ryttere, der ankom midt på eftermiddagen. Andre valgte at medbringe cykler på bilerne, så de havde nogle fine cykelture rundt på Møn.
Stedet vi havde valgt lå smukt midt på Møn. Vi havde bestilt mad hos Kaj Kok, som lå lige i nærheden. Det var lækker mad og der var rigeligt af den. Vi var ca. 20 personer, der deltog i arrangementet. Der blev spist og hygget til langt ud på de små timer, og interessant at få talt med andre end dem, man selv kører på hold med til daglig.
Ud over at fejre klubbens jubilæum, kunne vi denne dag også fejre Anne-Maries fødselsdag. I dagens anledning sørgede hun for at vi fik en lækker kage til dessert.
Søndag formiddag kunne vi, efter alle havde hjulpet med oprydning og rengøring køre derfra; en rigtig god oplevelse rigere.
Jeg er for øvrigt lidt nysgerrig efter at høre, hvor mange, der fik fartbøder på vejen hjem, da der var sat fotocelle op uden for Præstø.
I løbet af vinteren er der en del medlemmer, der har trænet spinning i Fit og Sund, hvor Ulrik sørgede for, at SCM medlemmer kan komme og træne spinning til en favorabel pris.
Der er mange personer i SCM der gør en ekstra indsats, for at klubben er et rart og ordentligt sted at komme, men det er svært at huske alle. Alligevel en stor tak til alle jer, som jeg ikke får nævnt ved navns nævnelse.
Jeg vil slutte med fremadrettet at ønske den nye bestyrelse ”god vind på cykelstierne”
Og til allersidst synes jeg, at vi skal mindes Else Tornehøj, som desværre døde i begyndelsen af juli måned. Hun blev ramt af en hjerneblødning efter et langt cancerforløb, som hun var ved at være kommet igennem. Lad os holde 1 min. stilhed til ære for Else.
4. Aflæggelse af regnskab – Vibeke fremlagde regnskab – 2017 viste en negativ balance på 14.575,62 bl.a. grundet mindre overskud på Stevns Rundt og fravær af tilskud fra VaskeriFonden

5. Indkomne forslag:
Bestyrelsen foreslå at betalingen til de 3 motionsløb fortsætter et år til:
Tour de Præstø
Rishøjløbet
Vallø Rundt – Forslaget blev vedtaget

6. Fastsættelse af næste års kontingent: A personligt kontingent fortsætter uændret 300 kr pr år. B ungdomskontingent for unge under 25 eller personer under uddannelse 200 Kr.

7. Valg til bestyrelse:
A. Valg af formand (Eva genopstiller ikke)
B. Valg af 1 bestyrelsesmedlemmer (Gitte genopstiller ikke)
C. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
D. Valg af bilagskontrollant (Else Marie Hansen er på valg)
E. Valg af bilagskontrollantsupplent –
Følgende blev valgt:
A Allan M Jensen, B Jacob Larsen, C Ulrik Vadstrup og Lone Andersen,
D Else Marie Hansen, E Bruno Maimann Olsen

8. Nedsættelse af udvalg
A. Klubhus – Bjarne Andersen, Allan M Jensen
B. Festudvalg – ingen kandidater – posten varetages af bestyrelsen indtil videre
C. Stevns rundt – Heidi Larsen og Bjarne Andersen

9. Holdledere
Hold A (30 km/t): Leder Ulrik Vadstrup suppleant Allan M Jensen
Hold B (25 km/t): Leder Jacob Larsen suppleant Bjarne Andersen
Hold C: Anne Marie Barfoed og Grete Nielsen
Hold + 50: Else Marie Hansen og Hanne Körcher

10. Valg af årets SCM medlem – Allan M Jensen

11. Evt. Følgende forslag blev fremmet:

Bruno fremsatte ønske om at få en medlemsliste – den udsendes med referatet fa generalforsamlingen

Jacob efterlyste en Facebook grp for SCM – den findes allerede

Flere oplever det er besværligt at tilgå klubbens hjemmeside og der udspandt sig en meningsudveksling omkring informationsformidling via hjemmeside og Facebook – konklusionen blev at bestyrelsen altid sender væsentlige meddelelser ud på mail til klubbens medlemmer.

2. Påskedag bliver sæsonstart – Fremover er mødetiden kl 9:00 (mod tidligere kl 9:30 først på sæsonen med skift til kl 9:00)

Hold 50+ har sæsonstart 5. april kl 9:00

Ad pkt. 9 Bjarne Andersen mener der er et potentiale for klubben i at lave et hold mellem B og C der kører med en snitfart på ca. 20-22,1 km/t, da der er mange der ikke ønsker at køre 25 km/t

Skriv et svar